- undtagen når det drejer sig om udstillingshunde, hvor de ydre fortrin kan være altafgørende.

Af Birte Olufsen

At erhverve en fornem racehund er ikke altid ensbetydende med, at man får en familiehund, der er hyggelig og rar at være sammen med.

Det rigger næsten i sagens natur, at går der mode i en bestemt race, så avles der på livet løs, uanset indre egenskaber, og med risiko for indavl hen ad vejen - især hvis mor og far er præmiehunde.

Alt for mange opdrættere er tilbøjelige til at se bort fra et vanskeligt sind, hvis avlshundens ydre er perfekt. Selv om de udmærket godt ved, at hunde med nervøse og hysteriske anlæg ikke er egnet til avl. Fordi det er arve-egenskaber, der bestemt ikke står øverst på købers ønskeseddel.

Det er ikke nogen dårlig ide at se nærmere på begge forældrehunde før køb og måske også tidligere hvalpe, så man kan danne sig et indtryk af, hvad man går ind til ved at kigge nærmere på karaktertræk, fysik og psykisk balance. Hvis en hunderace er stærkt efterspurgt, kan der opstå risiko for indavl, der også kan komme til at virke forstærkende på temperamentet.

Nu er det jo sådan, at mange forelsker sig i en bestemt hundetype uden at tage det alt for tungt med stamtavle og den slags, fordi de ikke går udstillingstanker. Men bare ønsker lige præcis den hund. Uden i øvrigt at kende nærmere til racens særpræg.

Og vælger man sådan ud i det blå, kan man godt risikere at få en hund, der slet ikke passer til familiens livsstil og temperament. Fordi nogle racer er mere aktive, mere gøende, mere motionskrævende, mere følsomme og måske mere dominerende end andre. Og kan være så vanskelige at opdrage i de forkerte hænder, at man måske ender med en hysterisk hund med jernvilje. For det siger sig selv, at et nedarvet dårligt temperament ikke forbedres gennem forkert opdragelse af hvalpen.

De mennesker, der leger vildt med deres hvalp eller unge hund, er bestemt heller ikke med til at blødgøre et viltert temperament. Især ikke, når de selv bliver rasende over, at hunden ikke forstår, når legen er forbi, men springer muntert op og bider hul i den pæne sweater, når "far" er kørt træt.

Det medfødte temperament kan være vanskeligt at opdage i tide. For et almindeligt menneske.

Først den dag bedømmelse af de fine racehunde også omfatter temperamentet, er der større chance for, at køber får den rigtige hund både med hensyn til ydre og indre egenskaber. Måske endda med forældre-eksamensbeviser på et godt temperament, der kan stå for alle hverdagens og familielivets barske prøvelser.

Men mindst lige så vigtigt er det, at hvalpens mennesker behandler den roligt og konsekvent også når den for 117. gang her lavet ravage i husordenen.

Kort sagt - at man selv kan styre sit temperament...

Artiklen er fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen, nr. 1, 1997